Når livet går os imod og vi presses af f.eks. personlig lidelse, så føler vi os ofte uretfærdigt behandlede af livet og måske også af Gud. Men hvad er uretfærdighed egentlig for en størrelse, og hvad kan vi stille op med følelsen af uretfærdighed?

Når livet går os imod og vi presses af f.eks. en kronisk lidelse eller afvises af andre mennesker, er det ikke altid så let at være taknemmelig og tilfreds. Modgang provokerer, og modgang sætter livssynet og følelserne under stærkt pres. Det er ofte noget, der sker helt ubevidst.

„Det er uretfærdigt!“ – føler, tænker og siger vi. Det er uretfærdigt, at netop vi eller vores allerkæreste skal gennemgå svære ting i livet. Men hvad er egentlig uretfærdighed?

”Ordet smager jo en del af jura, altså som om mennesket havde indgået en kontrakt med Gud eller skæbnen eller livet om, at hvis man blot opfører sig som et rigtigt dydsmønster, følger en masse gamle damer over vejen og i det hele taget opfører sig som et artigt barn, så vil der ikke ske noget, der er meget værre og mere alvorligt end en ordentlig omgang forkølelse eller måske en brækket arm. Vi kunne forestille os situationen: „Høje Dommer, jeg kan hermed fremvise denne kontrakt, og ifølge den er jeg blevet uretfærdigt behandlet. Livet giver mig ikke efter fortjeneste, så kontrakten må være blevet misligholdt. Hvem har ansvaret for det? Jeg har det skidt, og det føles uretfærdigt.“
     Hvorfor er det således? Hvorfor forventer vi medgang og oplever modgang som en personlig fornærmelse?” (side 185)

Citatet er fra Michael Wagner Brautschs kapitel ”En kontrakt med Gud?” i Hvad i alverden er meningen? Det er det første kapitel i bogens anden halvdel, som handler om den åndelige dimension af sygdoms- og handicaplivet, det vil sige om, hvilke eksistentielle og religiøse spørgsmål, sådan et liv kan afføde, og hvilke svar vi måske kan komme med. Et overordnet spørgsmål i bogen er spørgsmålet om mening, som indeholder to meget forskellige delspørgsmål: 1. Et bagudrettet: Hvad er årsagen til min situation? Og 2. Et fremadrettet: Hvad er formålet med min situation? Det første af spørgsmålene er jo netop det, der også rører ved emnet retfærdighed/uretfærdighed, og det er det, som Michael Brautschs kapitel bl.a. handler om.

Uretfærdighed. Vi bruger ordet ofte, men det er næsten umuligt at definere nøjagtigt, hvad det betyder. Joh, vi ved jo godt, at det blandt andet er juraens ord for, at noget ikke foregår helt efter samfundets vedtagne love og deres begreber om, hvordan man færdes retvist i livet, og hvordan andre til gengæld skal behandle os retvist ved tilsvarende at følge de samme love. Men vi bruger det i måske endnu højere grad om det, der personligt føles urimeligt, når vi måler og sammenligner vores liv med andres.

Hvad urimelighed i virkeligheden er, har vi ingen objektiv målestok for, selvom den nok ofte også refererer til en eller anden følelse af, at vi har fortjent det gode, fordi vi har opført os relativt moralsk forsvarligt. Men den eksistentielle følelse af urimelighed er jo ikke desto mindre lige så levende og virkelig som juraens begreb om retfærdighed, så vi er nødt til at forholde os til den. Den kobler sig ofte til en reel sorg og vrede og skuffelse over, at noget ondt er sket os. Det er uretfærdigt.

Kain og Abel
Denne følelse er beskrevet meget tydeligt i den bibelske arkefortælling om Kain og Abel. Den er beskrevet i forhold til det grundbehov, ethvert menneske har for at blive set og hørt og elsket af Gud og andre mennesker, et behov, som vi på et mere overført plan oplever os skuffede i, når livet går os imod. Kain oplever sig overset af Gud i et offer, han kommer med til Gud, mens Gud velsigner hans lillebror Abels offer. Og Kain bliver vred og ked af det og føler sig uretfærdigt behandlet. Det er en urgammel historie, som udspiller sig igen og igen i de fleste småbørnsfamilier mellem søskende og, hvis vi da vil indrømme det, også engang imellem for mange af os, når vi er blevet voksne.  

Men hvorfor tog Gud ikke imod Kains offer og dermed imod ham? Var Abels offer da bedre, eller var Abel et bedre og mere dydigt menneske? Næ, formentlig ikke. Det er svært at se nogen forklaring, men måske elskede Gud simpelthen bare hans bror højere, selvom det kan byde os imod at se Gud forskelsbehandle mennesker, ligesom det også byder os imod, når forældre gør urimeligt forskel på deres børn. Den slags uretfærdighed og uudgrundelighed i kærlighed og selve livets gang har det alle dage været svært for mennesket at bære.

Det endte som bekendt med, at Kain slog sin bror ihjel. Følelsen af uretfærdighed kan være en meget stærk drift! Derfor er det vigtigt at kæmpe imod den og ikke lade den styre og ødelægge.

Hvad kan vi stille i stedet for uretfærdigheden?
Men hvad skal vi så stille op med denne følelse, når den overmander os? Og hvordan kan vi tænke livet, hvis ikke det i sin inderste kerne kan begribes i termer af retfærdighed og uretfærdighed?

Det kræver en vilje til at takke for livet på trods og til at basere sit liv på noget andet end på en tro på, at man kan fortjene sig til et godt liv, et godt helbred, kærlighed og lykke. Og måske også en vilje til at forsøge at ignorere følelsen af uretfærdighed, når den popper op. Michael Brautsch sammenfatter det således, idet han peger på Gud som den eneste klippe, vi har at basere vores liv på:

”Vi har ikke nogen kontrakt med Gud, hvor vi kan fortjene os frem til et liv, der er særligt fyldt med lykke og medgang. Vi kan ikke fortjene os til livet overhovedet, hverken til lykken eller ulykken; livet er altid en gave. Netop fordi vi er mennesker og ikke dyr, oplever vi glæde og sorg som noget, der vandrer sammen i livet – som to tvillingesøstre, der ikke kan tænkes uden hinanden. Der findes ikke nogen „normaltilstand“, og det er meningsløst at tale om livet som et sted, hvor vi kun kan forvente, at det gode sker for os. Som Job i Det Gamle Testamente siger det, og som Bibelen i øvrigt lærer os, så forholder det sig sådan i livet, at Herren giver, og Herren tager. Hvorfor Han gør det, det vil altid overgå vores forstand at begribe.
     (…) Hvis man aldrig ved, (…) om det, der således ligger på lur rundt om næste hjørne, er en tilfældighed eller en del af en højere mening, så kan spørgsmålet om det retfærdige, om skyld, tilgivelse og straf være ubærligt. Men der er en klippe, man kan læne sig op ad, et holdepunkt, der aldrig vil smuldre. Gud kalder sig selv for ”Jeg er” – altså den uforanderlige” (side 198-199). 

I det næste indlæg vil jeg forfølge det spor, som handler om behovet for at føle sig set, hørt og elsket af Gud og af andre; et behov, som afføder en følelse af uretfærdighed, når vi oplever, at det ikke bliver opfyldt. Hvad i alverden skal vi stille op, når Gud er tavs? "Alle, som beder, får", lover Bibelen – men er det nu også sandt?