Kan man sørge over de døde og glæde sig over livet på samme tid? En rejse til et kloster i Marokko gav et klart svar på det spørgsmål.

Vi banker på porten, og en lille, krumbøjet mand åbner for os. Han byder os indenfor uden at spørge, hvem vi er. Hans munkekutte og det milde smil siger det hele: Her er næstekærlighed og tillid ikke teori, men daglig praksis. Han spørger forsigtigt på fransk, hvor vi kommer fra. Vi svarer på tysk, at vi er rejsende fra Danmark, og at vi har læst om ham og om klosteret i en dansk avis og en engelsk guidebog. Han nikker og smiler, og jeg stiller et par forsigtige spørgsmål om hans historie.

Jeg kender den fra avisartiklen og fra filmen Om Guder og mænd, som havde premiere i Danmark tidligere på året. En på alle måder fortryllende film om den skæbne, der overgik en gruppe munke i Algeriet under borgerkrigen. Seks blev dræbt af islamistiske terrorister; to overlevede. Den ene er munken, der står foran os, og som siden drabet på sine venner har boet i dette kloster i Marokko. Omgivet af muslimer, men i fred med sig selv, sine naboer og sin Gud. ”Arbejderne, som reparerer klostermuren, er muslimer. Jeg serverer te for dem hver dag, og vi sidder lidt sammen,” siger han. Mere er der ikke at sige om den sag.

 

Den anden overlevende munk boede i Frankrig indtil sin død for et par år siden. Nu er kun munken i den marokkanske bjergby tilbage. De øvrige er mindet i et lille kapel, hvor der hænger vellignende portrætmalerier af dem. Munken udpeger de forskellige brødre. Jeg husker deres ansigter fra de velcastede skuespillere i filmen. Tårerne presser sig på. Ord kan jeg ikke finde.

Men da vi lidt efter forlader klosteret, er det nødvendigt med en forklaring på mindekapellet. Vores ældste datter, Barbara på 4½ år, spørger til historien bag billederne. Jeg forsøger nænsomt at videregive den barske historie. ”Men munken så ikke så ked ud af det,” siger Barbara og ser tænksom ud. ”Det er nok, fordi han ved, at hans venner er hos Gud, og så er de der jo stadigvæk. Ligesom at Signe er derhjemme. Så selv om jeg savner at lege med hende, er jeg ikke rigtig ked af det, for jeg kan godt mærke, at hun er der.”

Jeg nikker og tænker, at Barbaras børnelogik er mere sand end mange voksne forklaringer på det evige liv, Helligåndens virke og kærlighedens bånd. Vi bliver enige om at sende et postkort til bedsteveninden Signe og fortælle om vores besøg i klosteret.