Hvem skaber egentlig meningen, og hvordan skabes den? Vi er, når alt kommer til alt, henvist til at tage imod den mening, som vi kun kan få givet, og derfor behøver vi ikke at lede efter meningen hos os selv.

Gennemgående for Hvad i alverden er meningen? har det været mit ønske at kaste lys over det spørgsmål: Hvad er meningen med livet, når vi oplever os ramt? Er der nogen årsag til lidelsen? Er der noget formål med lidelsen – og hvem skaber det i så fald? Personligt er jeg af den overbevisning, at livet ikke arter sig retfærdigt i eksistentiel henseende, og at det derfor ikke giver mening at beskæftige sig så meget med spørgsmålet om årsag og retfærdighed i sammenhæng med sygdom og handicap. Derimod er det afgørende at søge efter mening som formål, og heri findes der et vist håb og en vis kraft til at kunne leve med alt det svære.

Men hvem skaber nu egentlig meningen forstået som formål, og hvordan skabes den? Er det mennesket, der i sig selv kan skabe den, eller er der tale om en skabelsesproces, hvor Gud har fat i den lange ende og kæmper sammen med mennesket? Hvad kan der være mening og håb i, når vi oplever, at vi ikke bliver helbredt for vores sygdomme og ikke befries for vores handicap eller pårørendesituation?

Nye begyndelser. Bibelen er fuld af dem. Den er fuld af beretninger om mennesker, som Gud giver en ny chance i deres liv; mennesker, som står i en fastlåst, ørkesløs livssituation, hvor de mærker afmagt og lukkede døre begrænse handlemulighederne på helt overvældende måde. Gud har igennem historien grebet ind i mange menneskers liv og givet dem nye chancer for at rejse sig op i livet igen – det gælder også syge og handicappede mennesker og pårørende. Men det sker altså ikke altid i form af fysiske helbredelser eller udryddelser af det, som er svært, selvom det også en gang imellem er tilfældet. Så hvori består da den nye begyndelse eller det håb, som Bibelen påstås at ville bringe, hvis ikke den består i en helbredelse eller en løsning af det fysiske problem?

Mening som noget, der gives os
Det er, synes jeg, slående, at vi som mennesker i nogle situationer i livet simpelthen kommer til kort og ikke selv kan skabe eller finde nogen mening. Så er vi, når alt kommer til alt, henvist til at tage imod den mening, som vi kun kan få givet. Hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen opsummerer det meget fint i sin anmeldelse af bogen i Tidsskrift for Sjelesorg nr. 3, 2011, når han siger, "... at mening ikke kommer af det, vi kan finde, men gives os i kraft af, at vi er fundet." Og videre: "Det kristne håb er ikke den enkeltes præstation, men peger på vores forpligtelser overfor fællesskabet. Vi skal være hinandens håb. (...) Måske er mening, som antydet af nogle af bogens forfattere, det man i fysikken kalder et emergensfænomen. Nemlig det forhold, at der ved en helhed dukker særlige egenskaber op, som ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber. At mening altså kunne være det, der kan opstå når vi har så travlt med at møde hinanden dér, hvor vi er, at vi helt glemmer handicaps, sygdomme og alle deres følgevirkninger."

Sagt med andre ord: Den kristne tro indebærer håbet om, at Gud har fundet os og bærer os med omsorg selv dér, hvor vi føler, at vi har mistet meningen og mistet os selv. Det vil sige, at Han rummer os og også hjælper os med at skabe mening i det liv, som føles meningsløst. Den hjælp er uløseligt forbundet med de mennesker, som står den enkelte nær – vi er Guds hænder for hinanden. Derfor indebærer kristendommen et håb om en ny begyndelse og en mening, som ikke beror på mine egne evner eller min situation, men på Guds og fællesskabets kraft.

Vi skal findes og velsignes af Gud
Når vi er løbet tør i vores liv, giver det derfor god mening at trænge os på over for Gud og ligesom patriarken Jakob, den kananæiske kvinde og mange andre med dem at holde Gud fast på, at Han må velsigne os. Når vi altså magter det. Men det giver også god mening blot at håbe på, at Gud velsigner og bærer os i sine hænder, når vi end ikke magter at "kæmpe" med Gud om Hans velsignelse, og når vi ikke føler os særligt velsignede. Måske kan vi faktisk nøjes med at lade os finde af Den Højeste Mening (for det er også et af Guds navne, hvis man breder det lidt ud). Måske er det meningen?

Lad mig slutte denne blogføljeton om bogen med at citere et uddrag af Tom Andersen Kjærs og mit kapitel "At være fundet og velsignet af Gud" – og så ønsker jeg frisk mod til enhver læser!

"Vi kan også sige til Gud i livet, at vi ikke vil slippe Ham, før Han velsigner os. Nogle gange. Andre gange har vi måske slet ikke vilje eller tro eller håb nok til at være så ihærdige og påtrængende over for Gud og over for selve livet – og da især ikke, når vi føler os magtesløse eller sorgfulde eller begge dele. Så er det vigtigt at huske på, at fortællingen om Jakob og hans bevægelse i forhold til Gud ikke er det eneste, der kan hjælpe os videre. Der findes også en anden bevægelse i forhold til Gud og livet, der er fuldt lige så væsentlig, gyldig og naturlig: Nogle gange må vi lære at give slip. Give slip på Herrens engel og nøjes med at sukke eller sende bedende blikke eller hviske vores bønner ud til Gud og vores medmennesker. Sige: "Nu giver jeg slip, for jeg orker ikke at kæmpe mere. Men jeg håber på, at du, Gud, ikke giver slip på mig, og at du alligevel vil velsigne mig." " (side 253)