I livets ventetider og mørkeste dage kan det være svært at bevare håbet om en god og meningsfuld fremtid. Advent handler om, at Gud kommer med nyt håb og mod til os midt i alle ørkener og har lovet, at Han ikke har glemt os.

Ventetid. Vi kender det fra mange sammenhænge i livet, at vi sættes i en venteposition i ét eller andet omfang. Den forelskede venter på, om forelskelsen gengældes; den forlovede på at blive gift; den gravide venter på, om graviditeten kommer til at gå planmæssigt, og på at lære sit barn at kende; den arbejdsløse på, hvornår hun finder et meningsfuldt job. Den kronisk syge eller den handicappede venter på lægernes udredning, behandlingsmulighederne, socialrådgiverens behandling af ansøgninger om støtte osv., og de pårørende venter også på, hvordan dommen over deres kære mon lyder, og hvilke implikationer det får for dem selv.

Ventetid er en tid, hvor tingenes tilstand ikke er afklaret, ikke helt har fundet sin form. Det betyder usikkerhed om, hvordan det faktisk kommer til at gå, og hvad vi kan vente os. Vi véd jo ikke, om vores forelskelse faktisk i sidste ende bliver gengældt, om vi som forlovede også bliver gift (og i så fald, om kærligheden varer ved, eller hvor længe vi får lov at have hinanden ved vores side), om vores fostre kommer velskabte og levende til verden en dag, eller om vi faktisk finder et meningsfuldt job, når vi søger efter det. Og hvis vi selv eller vore pårørende er ramt af sygdom eller handicap, så er der jo ingen garanti for, hvordan forløbet kommer til at blive. Om vi finder gode behandlingsmuligheder, der hjælper lige os og vore kære, og om vi i denne situation lykkes med at leve et meningsfuldt liv – intet af det er givet på forhånd. Derfor kræves der en meget stor portion tro, håb og tålmodighed af os, som vi skal finde frem og øve os i at holde i live, mens vi afventer udfaldene af de usikre forhold i vores liv.

Hvordan forholder vi os i ventetiden?
Når tingene stadig ikke er helt definerede, så indebærer det jo en mulighed for, at både det bedste og det værste scenarium kan ske. Derfor kan det give anledning til både tro og frygt at befinde sig i en venteposition. Hvad vælger vi at fokusere mest på – hvad venter vi os? Vælger vi at kaste os ud i det med tro og håb om, at der må være noget godt til os derude i det ukendte fremtidsland, og at gøre nogle indsatser og tage nogle chancer i livet som om det gode vil ske os, eller vælger vi at frygte, at det værste nok sker, og måske af den grund undlade at gøre ting, som vi kunne forsøge os med?

Bibelen lover os, at Gud vil være med os midt i dette venteland og i den usikre fremtid, som vi går i møde. Bibelen giver os én at se hen til, én at kaste vores lid til og lade os bære af. Den siger, at Lyset kommer fra Ham, som kaldte sig Verdens Lys, Ham, som er Kristus, og at vi skal se hen på Ham i stedet for at se på os selv og al vor frygt og lidenhed. Den foreholder os samtidig en mulighed for, sekundært, at det, vi venter positivt på, nogle gange kan møde os.

Derfor har troen en vigtig rolle at spille og er som en "livslampe", der bringer Guds lys ind som perspektiv over vores liv. Prædiketeksten til dagens søndag handler netop om nogle brudejomfruer, som venter på ubestemt tid på at komme til et bryllup, og kun nogle af dem har olie nok til deres lamper, da brudgommen endelig kommer. Kun dem, der har olie på lampen, kan komme med til brylluppet, så det store spørgsmål er: Hvordan får man, når de lange ventetider udfordrer troen ganske voldsomt, "olie" nok til, at man altid er parat til at møde "brudgommen" og øjeblikket, når det kommer? Hvor finder man troen, håbet, meningen og lyset, når det ser mørkt ud i ens liv? Se, det handler advent om.

Troen venter på Ham – ørkenen skal blomstre
Adventstid er en særlig forventningsfuld tid, som kirken kalder for tidens fylde. Det er et smukt og religiøst begreb for den tid, hvor noget er modent til at ske, og hvor profetierne kan gå i opfyldelse. Vi tænker ofte advent som en særlig tid i kirkeåret, den tid, hvor profetierne om Kristus går i opfyldelse, idet Gud kommer til os via Jesusbarnet. Men i eksistentiel forstand er advent også et håb, vi året rundt har lov at lægge ind som et perspektiv over vort liv – et lys og en tro, der kan give vores liv mening.

Vores danske salmedigter N.F.S. Grundtvig skrev i flere af sine salmer om underet, der kan ske, når Gud griber ind. Sådan en salme er f.eks. “Blomstre som en rosengård” (1837/1853). Den skrev han oprindelig som en pinsesalme, men reviderede siden, og pga. de seneste salmebogsrevisioner er den i dag kendt som en adventssalme.

“Blomstre som en rosengård” er en gendigtning af den gammeltestamentlige Esajas’ profeti i kapitel 35 om ørkenen, der skal blomstre. En profeti indeholder både en eksponering af virkeligheden, som den er, og en vision for virkeligheden, som den kan blive – hvilket i kristen forstand betyder den forvandling til noget bedre, som vi som kristne kan forvente ved Guds indgriben. Esajas’ og Grundtvigs profeti tilbyder dermed håb om bedre tider – kristendommen kalder det Guds rige.

Den salme holder jeg selv meget af og finder stort håb i i min egen personlige situation. Jeg tog den til mig, da jeg for nogle år siden blev opereret for grå stær på begge øjne – den første af operationerne lige midt i adventen – og det gik godt. Grundtvig skriver et sted i salmen: “Skæres for den sorte stær / skal da øjne mange …”. Det ville på mere mundret dansk lyde: “Mange øjne skal blive opererede for sort stær.”

Sort stær er jo et udtryk, vi ikke rigtig bruger i dag. Men i gamle dage var det det folkelige udtryk for en øjensygdom, som medførte fuldstændig blindhed, ofte pga. en nethindesygdom; navnet kom af, at nethinden var upåvirkelig, hvorfor pupillen blev stor og sort. Lægeligt betragtet er sort stær altså en øjensygdom, som der ikke er noget som helst at gøre ved, i modsætning til f.eks. grå stær, som man i vore dage opererer for med ganske vellykkede resultater.

Salmens sorte stær er altså hentet fra lægelig og folkesproglig sammenhæng. Men Grundtvig bruger den på sin egen geniale poetiske måde, eftersom han skriver, at mange skal blive opererede for den, selvom det i virkeligheden er en umulighed. “Den sorte stær” kan, foruden den fuldstændige fysiske blindhed, forstås som et billede på gennemgribende uhelbredelig sygdom og alt det, der handicapper os på forskellig måde, herunder alt det, der gør os åndeligt blinde for sandheden og skiller os fra Gud og fra hinanden (dvs. "synd"). Ligeledes kan døvhed og de øvrige symptomatiske beskrivelser af sygdom i salmen forstås på forskellige billedlige niveauer. Og så fortæller salmen om en perlerække af helbredelser og håb midt i den ørken, som Israels folk befandt sig i, men som vi jo også billedligt talt kan befinde os i i dag, hvis vi f.eks. er blinde, døve, lamme, halte, stammer eller lever med nogle af de utallige kroniske sygdomme og handicap i denne verden. De uhelbredeligt blinde eller døve og endda de døde kan altså ifølge Esajas og Grundtvig bære et håb om alligevel en dag at blive helbredt og opvækket til nyt liv!

Frygt ikke, tro kun!
Bibelen er fyldt med beretninger om mennesker, som Gud giver en ny chance i deres liv; mennesker, som står i en fastlåst, ørkesløs livssituation, hvor de mærker afmagt og lukkede døre begrænse handlemulighederne på helt overvældende måde. Der er f.eks. evangeliefortællingen om den syge mand, der har ligget (formentlig med lammelser) ved dammen Betesda i Jerusalem i fulde 38 år og forgæves ventet på at blive helbredt, indtil Jesus en dag kommer til ham med en ny chance.

Jesus siger så ofte i disse beretninger til mennesker: “Rejs dig …!” Det er jo en fysisk opfordring til at tage livet på sig igen og tro på, at det kan nytte noget at fortsætte. At man må forsøge igen. Og igen. Med fornyet tro, mod, håb og kraft. Hvis man tror og håber meget på noget, så bevæger man sig nogle gange til at rejse sig op og gøre noget, og så bevæger man også nogle gange andre til at gøre noget. Man kan ikke vide, om det sker, men nogle gange sker det, at troen og håbet flytter bjerge. 

Langtfra alle de syge i de bibelske beretninger og langtfra alle os, der er syge i dag, bliver helbredt og oplever forsmagen på Guds rige i så konkret forstand. Den verden, hvor ingen sorg, sygdom, smerte og gråd skal være, ser vi kun glimtvist her på jorden. Men Gud tilbyder at gribe ind i vores liv i det store eller små og at hjælpe os med at rejse os op igen og holde lyset i vores små livslamper tændt, når vi ligger afmægtige nede i mørket. Lyset kommer fra Ham, som kaldte sig Verdens Lys – Ham, som er Kristus, Gud.

Så frygt ikke, tro kun!

Og rigtig glædelig advent!