Nogle gange forstår mor ingenting, og så er det godt at have et hyggehjørne, en veninde eller en bog, som er helt ens egen. Men måske er det bedste alligevel at have Gud.

”Mor, ti lige stille; jeg vil gerne have ro til at tale med Gud. Jeg kommer ud og spiser om lidt.” Da min ældste datter, Barbara, første gang sagde omtrent sådan, var hun vel 3½ år. Jeg troede, at hun forsøgte at undslippe aftensmåltidet, fordi hun hellere ville lege med Lego eller se en af de gamle Bamse-videoer. Da jeg lidt efter kiggede ind i stuen, sad hun imidlertid helt stille i vores hyggehjørne og talte lavmælt med Gud. Fortalte ham om sin dag og sin lidt ’dumme mor’.

Forløbet gentog sig i de næste måneder med jævne mellemrum. Snakken med Gud handlede om mange forskellige ting. Oplevelser i børnehaven. Et skænderi med bedsteveninden. Et ønske om godt vejr – eller en Nintendo. Eller om fred og mad nok til alle i hele verden. Det var kort efter, at vi havde hentet lillesøster Safia, der er adopteret fra Burkina Faso. Barbara havde tænkt meget over, at der jo var mange andre børn på børnehjemmet, som stadig manglede forældre, og mange rundt omkring i det fattige land, der sultede. Og hun stolede fuldt ud på, at Gud kunne gøre noget ved sagen.

Barbaras tillid til Gud forundrede mig. Den gjorde det også klart for mig, hvor meget mere hun havde forstået af evangeliet, end jeg selv havde. Og jeg følte mig meget ydmyg – og taknemlig. For lige her foran mig var jo en påmindelse om, hvordan barnets tillid er det, vi skal møde Gud med.

Barbaras samtaler med Gud – og hendes insisteren på at bruge Gud som fortrolig, når andre – især mor – ingenting forstod – inspirerede mig til at lave bogen Hej Gud og alle engle i samarbejde med illustrator Karen Smedegaard – og med Barbara som medforfatter. Bogen blev til hen over et års tid og fik form af en tale-, tegne- og tænkebog til børn – og deres forældre.

En god bekendt af mig forærede bogen til sit barnebarn. Et par måneder efter skrev hun en hilsen til mig, hvor hun fortalte, at barnebarnet virkelig havde taget bogen til sit hjerte. Hun brugte den flittigt, også selv om hendes forældre ikke var så optagede af det med Gud. Hun havde kun en anke mod bogen: Der manglede et opslag om, hvad man gør, når man bliver irriteret på sine forældre.

Det har hun selvfølgelig ret i. Så hvis der skal laves et nyt oplag af bogen, skal der helt sikkert sådan et opslag med. Og jeg er ret sikker på, at Barbara har et bud på, hvad der skal stå på det.