Er der nogen mening med lidelsen? Kan der være et formål med den eller med det liv, der rummer den?

Som jeg har nævnt i mit indlæg "Det er uretfærdigt!", spørger vi ofte om to ting, når vi spørger om mening med lidelse. Vi spørger bagudrettet: Hvad er årsagen til den? Og vi spørger fremadrettet: Hvad er formålet med den? Det første af spørgsmålene skrev jeg om i "Det er uretfærdigt!". Det andet spørgsmål vil jeg forfølge i nærværende indlæg.

Mening som formål
Kan der være et formål med lidelsen eller med et liv, der rummer megen lidelse? Er det faktisk muligt at skabe noget meningsfuldt ud af en livssituation, som rummer stor sorg og stort meningstab, og at forsone sig med et sådant liv? I så fald: Hvem skaber meningen – og hvordan skabes den? Er det mennesket, der i sig selv kan skabe mening, eller er der tale om en skabelsesproces, hvor Gud, om man nu tror på Ham eller ej, har fat i den lange ende og kæmper sammen med mennesket? Hvad kan der være håb i, når man oplever livets langfredage?

Erfaringer viser, at det for mange mennesker er en stor hjælp i svære modgangstider, hvis man kan få øje på et overordnet formål med sit liv fremadrettet og altså har noget væsentligt at fokusere på. Det kan give en psykologisk form for helbredelse, dvs. ikke fjerne sygdomme, handicap og genvordigheder i livet, men tilskrive dem en mere underordnet betydning i forhold til et højere, åndeligt fokuspunkt, som giver håb, mod og kraft til at gennemleve en del af genvordighederne. Har man set meningen med sit liv, kan man tåle meget.

Det erfarede eksempelvis den jødisk-østrigske psykiater Viktor E. Frankl. Han kredsede i sin eksistentielle psykoterapi om, hvad der konstituerer mening i betydningen formål, idet han tog udgangspunkt i sine personlige observationer af, hvad der gav overlevelseskraft hos ham selv og hans kammerater, da de var i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Han erfarede, at dem, der var orienteret mod fremtiden, og som kunne fokusere på noget uden for sig selv – f.eks. på en opgave eller en person, der ventede på dem – havde størst chance for at overleve fangenskabet. Han mente således at finde mening i såvel skabelse i bredeste forstand som i kærlighedsrelationer. Men han mente også, at der var mening at hente i lidelsen. Er der ingen andre muligheder tilbage, så vil man stadig have en åndelig frihed til at vælge sin indstilling til dét at lide. Det fortæller psykolog Dorte Toudal Viftrup om i sit kapitel "Hvad i alverden er meningen?" i min bog, hvor hun med hjælp fra Frankl spørger om, hvad mening er for noget i betydningen formål, og om der nu virkelig er eller kan skabes en mening i alle tænkelige situationer.

Den fransk-columbianske forfatter og ekspolitiker Ingrid Betancourts bog Selv stilhed hører op er et godt eksempel på en fortælling om at finde mening ved indstillingen til lidelse. Den udkom i dansk oversættelse kort tid efter Hvad i alverden er meningen? og blev omtalt i et interview med hende i RASK Magasinet nr. 5, 2011, hvor jeg læste om hende, idet min egen bog også blev anmeldt her. Betancourts bog handler om 6½ års fangenskab som gidsel hos den columbianske guerillabevægelse FARC og alt det helt forfærdelige, hun blev udsat for i denne tid. Den handler herunder blandt andet om fængselspsykologi – om, hvordan hun og hendes medfanger hver især og sammen lader sig påvirke psykisk og socialt af tilfangetagelsen. Men den handler også om, hvordan hun ligesom Frankl finder ud af, at hun til en vis grad kan vælge sine psykiske og sociale reaktioner selv midt i det endeløse fangeliv, hvor hun ellers er blevet frataget næsten alt. Denne form for åndelig frihed forsøger hun at opdyrke, og den giver hende mulighed for at oppebære en vis værdighed som menneske midt i de helt umenneskelige ting, hun bliver udsat for.

I interviewet breder hun til slut sine erfaringer som gidsel ud og siger, at også et sygdomsliv jo er en slags fangenskab: "Alle problemer med sygdom er en slags fangenskab. Man er fanget i sig selv, i sin krop, når man er syg. Men selv i den situation har vi friheden til at vælge, hvordan vi vil konfrontere det. Det er vigtigt at huske. Det er det allermest vigtige." 

Når meningen slipper op
Nu er det jo meget godt som Viktor Frankl og Ingrid Betancourt at forsøge at opdyrke en åndelig frihed, når man er plaget af lidelse på krop eller sjæl. Og det er bestemt også et vigtigt fokus, som mange kan hente mening og hjælp i. Men det er jo ikke altid, at det er nok. Man kan godt opleve, at livet alligevel føles meningsløst; opleve, at man bare er løbet helt tør i sit liv, og at man ikke selv evner at gøre det godt igen. Så hvad gør man så? 

Der kommer nogle gange et tidspunkt, hvor troen bliver nødt til at tage over – med Dorte Toudal Viftrups ord: "Det enkelte menneskes evne til at jagte meningen med et lidelsesfuldt liv kan svinge, og selv om vi er givet en åndelig frihed, så bor vi i skrøbelige kroppe, som ikke altid formår at gå på meningsjagt. Da handler det ikke længere om den mening, som vi selv kan finde, men derimod om den Gud, som vi sætter vores lid til midt i det meningsløse" (side 214). Troen rækker videre end meningen, og det kan være en stor trøst, når man er løbet helt tør i sit liv.

Det næste indlæg, som bliver det sidste i min række af blogindlæg i denne omgang, handler om den trøst og opmuntring, som troen på Gud kan give. Om muligheden for en ny begyndelse, et nyt håb.