Her nogle bud. Hvad er dit?

Markedet svømmer over med bøger, der vil hjælpe os til at få et bedre liv og få os til at have det bedre med os selv og andre. Selvhjælpsbøger af den ene og anden slags og af meget svingende kvalitet. Coaching og ’coping’ hedder det, når man vil gøre, hvad man kan, for at tackle og håndtere det, livet byder og få mest muligt ud af ens evner og talenter.

Selvhjælpsbøgerne om at magte tilværelsen, om at mestre livet handler i sagens natur om det, vi selv kan. Det, vi selv har magt og ansvar overfor – vi er der, hvor vi kan bunde og hvor vi går ud for at se, hvor langt, vi kan det.  

Men hvad, når vi når der ud, hvor vi IKKE kan bunde – ikke kan gøre mere, ikke kan magte mere?

Det er her, kirken og troen, tager over, for her bevæger vi os ind på Guds afdeling. Skillelinjen kan være svær at opdage, for jo mere vi kan som mennesker og samfund, jo vanskeligere kan det være at skelne mellem de to afdelinger, menneskets og Guds. Og jo vanskeligere kan det også være at acceptere, at der rent faktisk ER to afdelinger, at mennesket trods stigende viden og kunne stadig har en grænse for, hvad det kan magte at klare.

Hvorfor skal jeg bruge min tid på kirke og kristendom?

Jeg hørte en foredragsholder sige, at præsterne er som kørelærere, der  har lært danskerne at køre bil selv,  dvs. indprentet dem, at det er næstekærlighed, det handler om. Så det ved danskerne godt og derfor synes de ikke, de behøver gå i kirke for at høre det igen. Intet nyt under solen der. Hvis de skal gide i kirke, skal det derfor være for at høre og lære noget mere, ellers er der ingen grund til at komme der.

Gudstjenesten, som vi kender den – eller nogen kender den - søndag morgen kl. 10 var, da den blev opfundet, tilpasset tiden og dens ånd. Mange af de gamle salmer og melodier var nutidige og lidenskabelige - melodierne var for nogen salmers vedkommende datidens hotte pop-melodier a la Medina og salmeteksterne datidens rap a la Per Vers. Gudstjenesten passede til tiden og gudstjenesten var relevant i forhold til dens formål: at nære og styrke troen hos mennesker.

I dag virker den traditionelle gudstjeneste ikke længere efter sit formål. Det gode konservative slogan ’at forandre for at bevare’ eller reformationens ’kirken må altid reformere sig’ er udskiftet til fordel for en museal gudstjeneste-forståelse. Det er ikke hos mange danskere, den traditionelle gudstjeneste lever op til sin egen eksistensberettigelse og egen selvforståelse, tværtimod. De fleste mennesker kommer da også i stedet for til kirken til dens andre gudstjenester og dens andre tilbud, hvor de på en mere vedkommende måde kan få tanket op åndeligt set.

Et lykkeligere liv

Biskop Niels Henrik Arendt mener, kirken er for fjern og ulidenskabelig og slår til lyd for, at vi i kirken skal lære af de kristne i Afrika og Asien og turde tale om, at kristendommen åbner op for et bedre liv og om at vi kan gøre brug af kristendommens betydning i hverdagen. Kristendommen vender folks blik fremad i stedet bagud og forbindes med forventninger om bedre livsvilkår. Niels Henrik Arendt siger i et interview til Bibelselskabet:

"Der er ikke højt nok til himlen i danskernes liv. Mange savner det højere perspektiv. Hvorfor ser de så ikke, at perspektivet findes i kristendommen? Hvorfor roder de rundt, når perspektivet og meningen ligger for næsen af dem? Her må kritikken vendes indad, for kirken har måske pakket Bibelen for meget ind. Kirken er blevet for ulidenskabelig og har været bange for at stille kritiske spørgsmål til kulturen".

Biskoppens bud er et bud blandt flere på, hvad kirke og tro skal til for i vores samfund og kultur. Et nutidigt bud.

Gud skal bruges

Der er flere, der med andre ord er inde på det samme, bl.a. præsten Preben Kok, som siger, at vi taler for lidt om tro i kirken. Vi skal have Gud mere på banen som en ressource, vi skal bruge i vores liv. Kirken og gudstjenesten skal inspirere os til at se livet på en anden måde, end vi gør til hverdag – få os til at lægge mærke til de vigtigste ting, som vi ellers overser gang på gang i vores dagligdag. Vi skal i kirken have oplysninger om den del af livet, som ikke er logisk og vejledning om det, der ikke er til at forstå, selvom det er virkelighed. Kirken er til for at give os mod og kræfter til det liv, vi skal ud til, når gudstjenesten er forbi og vi skal til at se almindeligt igen. Preben Kok skriver:

“Troen skal næres, for ellers bruger vi ikke livet helt ud til kanten. Livet har så ufatteligt meget at byde på. Så meget, at det går over al forstand – og derfor skal vi ikke lade forstanden sætte grænsen for, hvad der hører med til livet. Fx er det sådan, at når livet er størst, hænger død og opstandelse sammen. Denne virkelighed kan ikke forstås – den kan kun tros. Derfor skal troen næres, så vi kan leve helt ud til kanten.”

Det, der ikke kan forstås

Professor Lars Qvortrup, som lige er udkommet med en bog om tro som vidensform, - ‘Ritualproduktion og paradokshåndtering’ hedder den -, taler om, at Gud giver mening til det, vi ikke forstår og det skaber udsyn. Det er med andre ord udsyn, kirken er til for. Kirken giver rum til det, vi ikke ved, giver mening til den viden, der er større end vores. Gud er ikke den gamle mand med skægget, siger Lars Qvortrup, men Gud er et rum af mening, og vi skal skelne mellem det, vi ved, og det, vi ikke ved.  

Det er videnskabsmandens bud på kirkens funktion i samfundet og jeg kom til at tænke på videnskabsmanden og præstens Niels Steensens motto, som Qvortrup lægger sig I forlængelse af: ”Skønt er det vi ser, skønnere er det vi forstår, skønnest af alt er det, vi ikke fatter.” Qvortrup giver et eksempel på, hvad han mener: da hans ene datter var gravid fik hun scanninger for at få sikkerhed for, at barnet var sundt og normalt. En af scanningerne viste, at der måske var noget i vejen, hvilket medførte et hav af nye scanninger. Alle de scanninger og sikkerhedstjeck gav bare ikke sikkerhed, men det modsatte. Jo mere viden, desto større usikkerhed. Qvortrups pointe er, at jo mere viden og information, vi får, jo mere opdager vi alt det, vi IKKE ved, for et svar rejser ti nye spørgsmål. Mennesket bliver altså ikke mere og mere sikkert, jo mere viden, det får og det moderne rationelle menneske har derfor behov for at forestille sig noget højere, Gud, som hjælper os til at leve med det uforståelige. Problemet er bare, at det moderne menneske ikke kan forbinde disse sine livsspørgmål med de svar, der gives i kirken i dag – kirke svarer på spørgmål, som var vedkommende for en tidligere tids virkelighedsopfattelse og med ord, som var nutidige en gang for længe siden. Kirken er til for at give et meningsrum, hvor modern mennesker kan finde “berigende, beskyttende og trøstende fortolkninger”. Lars Qvortrup siger:

“Kirken bør levere noget, der ikke kan forstås, og som giver en anelse om og et sprog for det hinsides….Det handler om at synke hen, hvor der opstår en religiøs erkendelse. Det er for mig et helt basalt menneskeligt behov som at spise morgenmad eller at gå i seng med hinanden.”

Når du ikke kan, hvad du vil

Det sidste bud, jeg vil give, kommer fra sangeren og sangskriveren Simon Kvamm fra bandet ‘Nephew’ og ‘De eneste to’. Han har meldt ud, at han er kristen, trods betænkeligheder og tvivl. For ham er Gud den, han kan overlade alle de store ting i tilværelsen til, for i hvis hænder skulle man ellers gøre det til?

Gud står for en modtendens i tiden, nemlig den udbredte holdning om, at hvis du vil, kan du forandre dig selv. Vi er over i coaching-bøgerne her og mantraet: du kan, hvis og hvad du vil: Du kan blive mere udadvendt, du kan få et bedre arbejde og en bedre løn, du kan blive en bedre far, og så videre og så videre. Du kan måske endda blive rask, og lykkes hverken det ene eller andet, så er det nok, fordi du ikke vil det nok! Bliver du alligevel en fiasko, så er det din egen skyld! Simon Kvamm siger:

"Med den opfattelse ender vi i en kæmpeskyld hos det enkelte menneske, og det er i høj grad der, vi er i dag. At tro på Gud betyder for mig egentlig "bare", at jeg som menneske skal forsøge at opføre mig ordentligt og så ellers overlade de store issues til ham. For der er ting her i livet, jeg ikke magter at begribe. Hvor jeg er magtesløs."

Hvad skal kirken og kristendommen til for?

Hører kirken til i et moderne samfund og kultur som den danske? Hvad er kirkens opgave og funktion?

Ovenstående bud er nogle nutidige bud på det. De kredser om det samme, men siger det på forskellig måde, bruger forskellige ord.

Hvad er dit bud på, hvad kirke og tro skal til for?