"Se mig!" er et af barnets mest grundliggende behov og en af de vigtigste bønner til forældre. Det er det også i relationen mellem mennesket og Gud. Derfor er det en ekstra kilde til frustration og tvivl, hvis man oplever, at Gud ikke ser, hører eller svarer en, når man i forvejen er hårdt presset af lidelse.

"Se! Se!" Man skal ikke opholde sig ret længe i en småbørnsfamilie eller i en dagpleje- eller børnehaveinstitution, før man hører dette udsagn. Det lille barn gentager det til stadighed over for familiens og institutionens voksne såvel som over for de andre børn – og bliver gerne ved, indtil det opnår det ønskede og føler sig set; set netop som dén person, han eller hun er. "Se mig!" er et af de allermest grundliggende behov hos barnet og blandt nogle af de første udtryk eller almene bønner, som det lærer sig. At blive set og at blive hørt er to sider af samme sag.  

Når man kommer op i de unges og de voksnes rækker, så er behovet for opmærksomhed stadigvæk intakt. Men de færreste af os taler højt om det, og man råber det ikke ud ligesom barnet, forstås. Det ligger der ofte diskret i baggrunden, og når det bliver opfyldt, bliver de fleste voksne glade ligesom barnet. Står man imidlertid – barn eller voksen – i en afmagtssituation og også er afhængig af andres hjælp, da er det ekstra nødvendigt, at man bliver set og hørt i sine behov.

Hvis man nu oplever tunge eksistentielle hændelser eller forløb, så vil man muligvis også forsøge at bringe dem på banen over for Gud, hvis man altså tror på ham. Over for Gud ligner de fleste mennesker barnet, der stædigt råber "Se! Se!". Og hvis man oplever, at der så sker en forandring af ens vilkår i retning af det bedre, eller at man oplever at få fornyede kræfter eller mere tro, håb og mod – ja, så svarer det ofte til det, der sker, når forældre og andre voksne bekræfter barnet i, at det er blevet set og hørt og elsket netop som den, det er, og når de i øvrigt dækker dets behov for mad, søvn, trøst osv. "Alle, som beder, får", lover Bibelen, og nogle gange griber Gud faktisk ind i vores liv.

Men hvad sker der nu med os, hvis vi som troende kristne eller som søgende gennem lang tid oplever det sådan, at Gud ikke ser eller hører os? Hvis vi oplever, at vores indtrængende bønner om Hans opmærksomhed og hjælp i et tungt og ørkesløst liv slet ikke bliver hørt? For sådan kan det jo godt føles, når lidelsen er en livslang følgesvend, og der måske ikke sker nogen bedring, men tværtimod kommer mere og mere sygdom og lidelse til.

Når Gud er tavs
Leif Andersen har skrevet herom i kapitlet "Når Gud er tavs" i Hvad i alverden er meningen? Han beskriver, hvad der kan ske med os, når vi beder til Gud, men ikke oplever at blive hørt i vores bønner. Det, vi håber på, når vi beder, er jo først og fremmest, at vores lidelser skal høre op nu og her. Det næstbedste, vi håber på, er at få en forklaring, en mening. Men ofte får vi ingen af delene. Og så kan vi blive meget vrede, kede og fortvivlede.

Hvorfor svarer Gud ikke?

Tavsheden og de manglende svar slider på relationen mellem mennesket og Gud, ligesom det jo også gør det mennesker imellem, når den ene eller anden part er tavs igennem længere tid. Eller rettere: det slider på den af parterne, som må vente igen og igen på svar, og som dermed kan opleve sig glemt, overset og overhørt. Men måske skyldes tavsheden faktisk ikke, at Gud har glemt os, selvom det kan føles sådan?

Ruth Østergaard Poulsen kommer i sit kapitel "Alle, som beder, får – eller gør vi?" blandt mange andre forhold omkring bøn med et bud på det: Vi skal høres, før vi kan høre eller med andre ord: Vi skal ses, før vi kan se! Hun mener dermed, at vi nogle gange er så opfyldte af angst, skuffelse, vrede og tvivl, at vi endnu ikke er færdige med at fortælle Gud derom, og at vi derfor er døve, hvis Gud siger noget til os på dette tidspunkt. Så kan vi simpelthen ikke høre svaret. Hun foreslår også, at Gud måske er tavs, fordi han stadig lytter til, hvad vi har at sige, og vil vente med at tale, til vi er færdige.

Som børn af Gud forventer vi ofte at få noget bestemt af Ham, og når vi så ikke får det, så tror vi ofte, at vi intet får. Vi kan ikke se eller høre, at der kan være andre svar end dem, vi ønsker. Vi kan ikke forestille os, at der kan være andre svar end at blive helbredt for vores eller de pårørendes lidelser eller at få en forklaring, en mening med lidelsen. Og vi kan ofte heller ikke forestille os, at Gud har husket og hørt vores bønner, eller at han elsker os, hvis han ikke svarer os her og nu. Det føles uretfærdigt.

"Så hvad er der mon tilbage?" spørger Leif Andersen og giver selv svaret: "Der er kun Jesus af Nazareth tilbage" (side 230). Vi har kun den kærlighed fra Gud, som vi kan se i Jesu Kristi ansigt; det ansigt, som vi kan læse om i beretningerne i Bibelen, hvor han blandt andet møder mange lidende mennesker ligesom os. Så måske får vi alligevel noget, når vi beder – men bare noget andet end det, vi havde forestillet os?

I det næste indlæg vil jeg gå videre med det andet af bogens hovedspørgsmål om mening: Hvad er formålet med min lidelse?