”Religiøs er den, der er bange for at komme i helvede. Spirituel er den, som har været der.”

Sådan hørte jeg en definere spiritualitet. Og vedkommende rammer på kornet med hensyn til, hvordan vi bruger ordene i dag. I dag er man ikke længere, religiøs. Man er spirituel. Eller rettere: spirituelt interesseret.  Vi har nemlig brug for distancen, så vi ikke kategoriseres som eller associeres med fanatikere.  Det hedder heller ikke så tit, at man er kristen. Man er i stedet for troende. Igen en distance, som positivt skal forstås som en mental mobilitet, åbenhed og fleksibilitet. Det, man i gamle dage kaldte for ydmyghed, en bøjelighed over for, at livet kan være anderledes og et andet sted henne end i de kasser og regler, man sætter op for det.  

Man er spirituelt interesseret.

Men hvad betyder det? Og mere specifikt: Hvad betyder spiritualitet i en kristen forståelse?

Spirituel interesseret forstår de fleste som at man er nysgerrig og åben over for den side af virkeligheden, som ikke har med forstanden at gøre. Det over-forstands-mæssige. Det, der er mere end den rationelle virkelighed. Det kan så dække over temmelig meget - fra tro på ånden i glasset til en daglig meditationspraksis til videnskabsmandens teori om, at der må være en intelligens bag altings opståen – en mening bag det hele.

Spiritualitet i kristen forstand har med tro på Gud at gøre. Det handler om forholdet mellem Gud og mennesket. Jesus formulerer spiritualitet i det dobbelte næstekærlighedsbud, hvor han siger, at vi skal elske Gud og hinanden. Det er spirituel kristen praksis. Spiritualitet bliver også tæt forbundet med stilhed og bøn/meditation. Vi hører flere gange i evangelierne, at Jesus gik væk fra folk for at være alene. Tid til eftertanke og fordybelse alene med sig selv og Gud. Stille stunder, hvor man lige kommer i hold, får fodfæste og lades op til at kunne have noget at give af til andre igen. Noget med at blive hel, sig selv, inden man bevæger sig ud i de pulserende fællesskaber igen.

Jeg opererer for tiden med udtrykket ’Syndefaldets spiritualitet’ eller ’syndens spiritualitet’. Jeg har ikke tænkt færdig omkring det, men det er noget med, at vi i kristendommen har syndefaldet med som en del at vores virkelighedsforståelse og menneskesyn. Mennesket som faldet. Dvs. når vi er hele – ’hellige’ – skal vi have syndefaldet med, have taget det på os som en uopgivelig del af vores identitet. Man kan endda gå så langt, som at sige, at synden er vores adelsmærke. Ikke som opfordring til at synde – det kan vi slet ikke undgå at gøre – men som det, der gør os til mennesker, Guds elskede. ’Det er menneskeligt at fejle’, som det vise ord så viist siger det. Hvem af os ville fx undvære sexualiteten? Den er den direkte følge af syndefaldet og definerer os jo i dén grad som mennesker. Forsøg på at komme tilbage til paradiset, dvs. fornægte sexualiteten plejer ikke at gå godt. Det plejer i det hele taget ikke at gå godt for os mennesker, når vi prøver at sno os uden om syndefaldet. Vi bliver forkrampede og neurotiske af det, ja, kunstige i stedet for hele mennesker.

Uden fejl, dvs. uden synden, ville der ikke være nogen kristendom og Gud ville være arbejdsløs. Hans store frelseshistorie og plan med os ville ikke findes. Gud står som skaberen også bag syndefaldet og vil have os i det på en eller anden måde. Det er del af hans fortælling om os.